Ny Viden: Alternativ behandling mod kræft

Virker alternativ behandling mod kræft? For første gang sætter forskere fokus på et af de varmeste emner i sundhedsdebatten

Af Kent Kristensen, Syddansk Universitet, 8.9.05

Hajolie? Vitaminer? Zoneterapi? Eller healing? Et af de mest omdiskuterede emner i de seneste år sættes nu under lup. Det sker, når forskere for første gang skal undersøge, hvilken effekt alternative behandlingsformer har på kræft.

Det bliver Syddansk Universitet, der skal stå i spidsen for projektet, som støttes af Sundhedsministeriet.

- Vi har valgt at koncentrere os om kræft, fordi undersøgelser viser, at cirka halvdelen af alle patienter med denne sygdom bruger alternativ behandling som supplement til det etablerede sundhedssystem, fortæller Helle Johannessen.

Hun er forskningsleder ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, og hun oplyser, at der bliver tale om et stort tværfagligt koncept, som vil involvere læger, antropologer, psykologer og sundhedsøkonomer. Tilsammen skal de blandt andet se på, hvordan den alternative behandling indvirker på patientens sygdomsforløb, indlæggelseshyppighed og livskvalitet.

- Vi skal vurdere, om de forskellige alternative behandlinger har nogen effekt på kræften. Og netop ved denne sygdom kan man registrere noget rent fysisk, fordi man kan måle, om en svulst forsvinder eller ej, påpeger Helle Johannessen.

Det er typisk produkter som hajolie, vitaminer og andre naturmedicinske produkter, kunderne lægger i indkøbskurven i helsebutikkerne, når de har fået stillet diagnosen. Zoneterapi, akupunktur og – for enkeltes vedkommende – healing er også blandt de muligheder, der forsøges.

Projektet ved Syddansk Universitet begynder i oktober og løber over tre år. Ifølge Helle Johannessen eksisterer der ikke tilsvarende undersøgelser – heller ikke i udlandet.

- Det er meget nyskabende, at vi går ind og sætter så stort et program i søen. For os bliver det selvfølgelig også spændende, at så mange faggrupper skal arbejde sammen. Det kan vi lære meget af, siger hun.

Helle Johannessen er selv uddannet antropolog og har i flere år forsket i danskernes forhold til alternativ medicin. Hun har tidligere lavet en analyse for Sundhedsstyrelsen, der viser, hvor udbredt brugen af alternativ behandling er i de europæiske lande. I Tyskland og Belgien benytter 70 procent af borgerne sig af den slags, og her er forklaringen sandsynligvis, at mange læger hele tiden har anvendt naturmedicin sideløbende med almindelige lægemidler. Schweiz og Frankrig ligger på 49 procent, mens Danmark for ti år siden var i den nedre ende med 23 procent. Nyere undersøgelser peger imidlertid på, at tæt på hver anden dansker har prøvet andet end de gængse lægemidler.

- Det er tydeligt, at vi bevæger os imod en opblødning. Nu kan man officielt blive registreret som alternativ behandler i Danmark. Og nogle hospitalsafdelinger bruger eksempelvis zoneterapi inden for smertebehandling, siger Helle Johannessen og tilføjer:

- Sundhedsstyrelsen har udsendt en opfordring til lægestaben om at forholde sig åbent til alternativ behandling og for eksempel acceptere, at patienter får besøg af deres alternative behandlere, mens de er indlagt på hospitaler. I dag er der også flere læger, som henviser til andre behandlingsformer. Derfor er det også naturligt, at universiteterne måler effekterne.

http://www.sdu.dk/nyheder/Opslag.php?id=1524