COPY! Article was removed from the web! www.antropologi.info

Ordet fanger

Af Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel Torsdag, Weekendavisen, december 4, 2008

»CIVILISATIONENS fremskridt er foregået langsomt og gennem århundreder af forfølgelse og tyranni, men endelig er den nuværende deklaration klar... Endelig vil verden høre, at det er fuldbragt, og at FN står bag.«

De, der siger, at menneskerettighederne, er »vestlige værdier«, bliver nødt til at forholde sig til det citat. For bag de højstemte ord gemmer der sig en FN- ambassadør fra det muslimske Syrien - Rahman Kayala Abdul - der gav luft for sin glæde, umiddelbart efter at FN havde underskrevet et af verdenshistoriens vel nok mest afgørende dokumenter: FNs menneskesrettighedserklæring. I dag gør hans land i selskab med resten af de 57 muslimske lande og Kina en ihærdig indsats for at underminere de frihedsrettigheder, som de den 10. december 1948 ikke bare stemte for, men også havde været med til at formulere.

60 års jubilæum. Var FNs menneskerettigheder »vestlige værdier«? Ikke da de blev formuleret i december 1948. Få år efter skulle et FN-flertal dog selv be-kæmpe erklæringens universalitet – bakket op af vestlige intellektuelle.

Det er den ikke særlig kendte historie bag menneskerettighedserklæringen; at den ikke var en »vestlig« opfindelse, og at delegerede for specielt Libanon og Kina i afgørende grad var til stede, da diskussionen om, hvad der skulle udgøre de 30 punkter i erklæringen, fandt sted. Tværtimod kom nogle af de stærkeste indvendinger mod erklæringen fra vestlige antropologer, som frygtede for vestlig indblanding i skrøbelige kulturer, og fra amerikanske politikere, der med deres racisme over for de sorte i Sydstaterne ikke brød sig om erklæringens artikel 16, der gav alle voksne mennesker »ret til at gifte sig ... uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde.«

Østen'er og Vesten'er

Normalt er æren for menneskerettighedserklæringen tilfaldet Eleanor Roosevelt, enken efter den legendariske amerikanske præsident i 30rne og under Anden Verdenskrig, Franklin D. Roosevelt. Det er ikke helt uden grund, da hun var formand for FNs Menneskerettighedskommission i de afgørende år fra 1946 til 1952. Men ideen var ikke hendes, og hun ikke har skrevet et ord af den, fortæller professor Susan Waltz, specialist i menneskerettigheder på University of Michigan, i en artikel for nylig på det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside.

Ideen havde været luftet tidligt under Anden Verdenskrig, men den tog konkret form, da Panamas tidligere præsident Ricardo Alfaro bragte sit forslag til en erklæring med sig til San Francisco, hvor FN blev etableret i 1945. En universel menneskerettighedserklæring skulle forhindre det folkedrab og de ekstreme politiske overgreb, som den nyligt overståede krig var sørgeligt rig på, og indføre rettigheder, som gik på tværs af landegrænserne, og som forpligtede alverdens stater til at behandle deres medborgere ud fra en række standarder. Alfaros forslag blev ikke vedtaget, men der blev nedsat et udvalg med henblik på at vedtage et sæt globale menneskerettigheder, og mange af hans punkter kom til at udgøre grundlaget for den erklæring, der så dagens lys tre år senere. Da de daværende 56 FN-landes repræsentanter mødtes i Palais de Chaillot i Paris i 1948, kom udarbejdelsen af erklæringen til at omfatte fire centrale personer: den franske jurist og senere modtager af Nobels fredspris, René Cassin; den canadiske juraprofessor John Humphrey; den libanesiske statsmand og græsk-ortodokse professor i filosofi Charles Malik; og den kinesiske renæssancemand, diplomat, musiker og dramatiker Peng Chen Chang.

Ingen af dem anså erklæringen for at være vestlig. For eksempel mente kineseren Chang, der var en ekspert i konfucianisme, som han yndede at sammenligne med islam, at denne over totusind år gamle filosofi faktisk var menneskerettighedernes egentlige fundament. Det skriver retshistorikeren Ann Elizabeth Mayer, fra University of Pennsylvania, i standardværket Islam and Human Rights. Chang gik også imod det dogme - der i dag ellers kan samle både politologen Samuel Huntington og Kinas præsident Hu Jintao - at Vesten og Østen er grundlæggende forskellige civilisationer. Peng Chen Chang hævdede derimod: »Kulturelt set er der mange Østen'er og Vesten'er, og de er under ingen omstændigheder alle sammen nødvendigvis uforenelige.«

Lad ham som tror, tro

De muslimske lande havde fokus på at få skrevet en række sociale rettigheder (artikel 22-26) ind, som harmonerede med islams sociallære (retten til arbejde, bolig, social og kulturel velfærd, retten til uddannelse, mv.). Det forsøgte USA til gengæld at bremse. Muslimerne blev her støttet af Canadas John Humphrey, af flere socialistiske delegerede fra Latinamerika og af den sovjetiske FN-ambassadør, Alexie Pavlov. Sidstnævnte var dog ikke tilfreds og udtalte flere gange syrligt under arbejdet, at menneskerettighederne reflekterede »borgerlige-kapitalistiske« værdier. De formåede ikke at sikre massernes virkelige rettigheder.

Omvendt var de muslimske lande mere tilbageholdne, når det kom til politiske og religiøse rettigheder. Det mest kritiske land var Saudi Arabien. Ambassadør Jamil Baroody, en mand som FN skulle komme til se meget mere til i de kommende årtier, kunne godt acceptere, at der blev indført religionsfrihed i FNs erklæring (Artikel 18), men han ville ikke acceptere, at retten til at »skifte religion« også blev slået fast. Det stod i direkte modsætning til sharia-lov. Baroody fik her støtte fra flere muslimske lande. Også nogle få ikke-muslimske lande støttede Saudi Arabien. Blandt andet Danmark, hvor vores delegerede Bodil Begtrup udtrykte bekymring for, at »repræsentanter for 300 millioner muhammedanere ikke ville være i stand til at støtte menneskerettighedsdeklarationen.«

Men den muslimske verden var delt i spørgsmålet om, hvorvidt retten til at konvertere religion var en menneskeret, skriver Ann Elizabeth Mayer. Pakistans delegerede Muhammed Zafrullah Khan insisterede således på, at Koranen i sig selv støttede religionsfrihed og citerede dette tekststykke: »Lad ham, som vælger at tro, tro, og ham som vælger ikke at tro, ikke tro.«

Og ingen af de muslimske lande stemte imod, da artikel 18 blev sat til afstemning. Så hvad der end måtte have været af betænkeligheder, kan de ikke have været store, vurderer Mayer.

En tilsvarende proces udspillede der sig i forbindelse med diskussionen om forbud mod bortvielser af børn, tvangsægteskaber, retten til skilsmisse og ligestilling i ægteskabet (Artikel 16) samt ytringsfriheden (Artikel 19). De muslimske lande var splittede her, men ingen stemte imod artiklerne ved den endelige afstemning.

Alle mænd er født lige

Det har i de sidste 60 år været fremhævet som noget enestående ved verdenserklæringen, at den indførte universelle menneskerettigheder. Rettigheder uden udløbsdato og geografisk begrænsning. Mindre kendt er det, at det var Egypten, der ifølge Susan Waltz var ansvarlig for den stærke betoning af universalitet, der fremgår af verdenserklæringens forord.

Det bliver også ofte overset, at det ikke var vestlige feminister, der sikrede kvindernes fulde lighed med mænd i menneskerettighederne. Under arbejdet med erklæringen var det kvinder fra Latinamerika og Asien, der pressede på for anerkendelse af kønnenes lighed. Således ville Eleanor Roosevelt have, at der i den engelske formulering i artikel 1 skulle stå »all men are created equal«, men på grund af pakistanske og indiske kvinders insisteren blev formuleringen ændret til »all human beings«. Som de sagde: »Hvis vi siger ‘alle mænd', vil det kun gælde for ‘alle mænd', når vi kommer hjem.«

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget af FNs generalforsamling kort efter midnat den 10. december 1948 i Palais de Chaillot i Paris. 48 lande stemte for og ingen imod. 8 lande afstod fra at stemme, Sydafrika, Saudi Arabien og seks kommunistiske østbloklande. Idéhistorikeren Johannes Morsink forklarer i bogen The Universal Declaration of Human Rights - Origins, Drafting, and Intent, at der i 1948 stadig var en eufori omkring FN. Det var et kort verdenshistorisk øjeblik, der gav mulighed for at samles og realisere store idealer, »før realismen og kynismen igen tog over.« Der skulle ikke gå mange år, før euforien forduftede.

Respekten for kulturerne

At menneskerettighederne primært er Vestens værk, er altså en myte. Faktisk kom en væsentlig del af modstanden imod dem fra vestlig side. Først og fremmest var især USA stærk modstander af erklæringens artikler 22-26, der omhandler økonomiske og sociale rettigheder. De velfærdsstatslige rettigheder stod i modsætning til landets kapitalistiske etos. USA mente, at menneskerettighederne skulle begrænses til frihedsrettighederne.

Fra amerikansk side var der også modstand mod Artikel 16. Den taler om, at alle myndige kvinder og mænd har »ret til at gifte sig ... uden begrænsninger af racemæssige grunde.« Dette var nemlig ikke tilladt i de fleste amerikanske delstater, skriver Ann Elizabeth Mayer. Især i sydstaterne var blandede ægteskaber forbudt (først tilladt i 1967). Den amerikanske modstand fik støtte fra et andet FN-land, Sydafrika, hvis racistiske apartheid-system netop drejede sig om at holde sorte og hvide adskilte.

Allerede i 1960erne begyndte en lang række muslimske, afrikanske, asiatiske, sydamerikanske og sovjet-dominerede lande, som alle var udemokratiske stater, at trække i land, og en regulær modbevægelse opstod inden for FN. I løbet af 60erne havde de opnået flertal i FN, og de vestlige demokratier kom i mindretal og i defensiven. Den tendens er fortsat op til i dag. Retshistorikeren og FN-eksperten Roland Burke fortæller, at »det er en forbløffende ironi, at det FN, som var blevet grundlagt ud fra et mandat om at beskytte og udbrede menneskerettigheder over hele verden, viste sig at være et næsten lige så effektivt organ til at udvikle og promovere synspunkter, som gik direkte imod den mission.«

Ifølge Burke blev de argumenter, som Østblok-landene, Sydafrika og Saudi Arabien havde brugt til at undlade at stemme for menneskerettighedserklæringerne i 1948, grundlaget for al den senere opposition, som kom til at lyde inde fra FN selv. Begreber som »økonomisk demokrati«, »nationale rettigheder« og »beskyttelsen af kulturel forskellighed« kom hurtigt til at fortrænge civile rettigheder såsom demokrati og ytringsfrihed. »Modstanden blev formet af vendinger hentet fra den akademiske litteratur om kulturrelativisme og hentede næring i de argumenter mod universaliteten, som American Association of Anthropologists fremførte i 1947,« siger den australske retshistoriker.

Efter at have været ensom dissident i 1948 blev den saudi arabiske delegerede Jamil Baroody en vigtig mand i FN-systemet de følgende årtier, hvor han »førte an i majoritetens kor af fjendtlighed mod 'vestlige' menneskerettigheder klædt på af studier i historie, antropologi og filosofi,« fortsætter Burke. De kulturrelativistiske argumenter, som Saudi Arabien lancerede, var på det nærmeste en ny »FN-ortodoksi i slutningen af 1970erne. Landets indflydelse har været bemærkelsesværdigt vedholdende og støbt de retoriske kugler til både islamistiske teokrater og ateistiske autokrater. Stater, der sjældent kunne blive enige om noget som helst, talte med samme stemme, når det gjaldt om at bekæmpe menneskerettighederne, hvor de ikke alene var forenede i deres opposition, men også når det gjaldt de begreber og det sprog, de brugte til at besmudse rettighedernes universalitet,« forklarer Ronald Burke.

Asiatiske værdier

Fra 1980erne begynder man at høre tale om, at der burde gælde specielle »islamiske« eller »asiatiske« menneskerettigheder. »For eksempel er Kina og Burma aggressive i debatten om de asiatiske værdier. De siger, at Asien har sine egne særlige kulturelle traditioner og insisterer på, at menneskerettighedserklæringen er et vestligt projekt, som ikke passer til Asien,« forklarer Ann Elizabeth Mayer. Ligeledes har den muslimske verdens 57 OIC-lande vedtaget deres eget sæt islamiske menneskerettigheder i 1990. Den hedder Cairo-deklarationen og baserer sig i vidt omfang på sharia-lovgivning. OIC har - uden held - forsøgt at få den indført i FN som en menneskerettighedserklæring på linie med FNs egen.

Parallelt hermed begynder især Iran, Saudi Arabien og Kina at gøre stor brug af udtrykket »Vestens menneskerettigheder«, som de nu hævder, at de ikke havde indflydelse på i sin tid i 1948. For dem er universelle menneskerettigheder i dag ensbetydende med vestligt civilisatorisk hegemoni. Den antagelse bliver understøttet af mange vestlige politikere og debattører. Også de taler om »de vestlige menneskerettigheder«.

Kilde: http://www.weekendavisen.dk/artikler/artikel/ordet-fanger

www.antropologi.info archive powered by PmWiki(pmwiki-2.2.111)
edit