Militærets tommelfingre

Pentagons nye værktøj er antropologer, der sendes med tropperne ud i krigszonen for at kortlægge den sociokulturelle del af terrænet. Så nu diskuterer antropologerne, om de bliver til lejesoldater eller militærets tommelfingre.

Af INA KJØGX PEDERSEN Weekendavisen NR. 38, 21. - 27. september 2007

MARCUS Griffin er et våben, og han er et af den amerikanske hærs nyeste og bedste. Han er netop taget til Irak som fast mand på en af de første enheder med tilknyttet antropolog. Det er nemlig det, han er – specialist i menneskers samfunds- og kulturformer – og det er den slags viden, Pentagon blandt andet har besluttet sig for at satse på.

På sin blog marcusgriffin.com skriver antropologen, der har taget orlov fra sit job som forsker og underviser på Christopher Newport University i Virginia, at ambitionen med at blogge fra Irak som embedded anthropologist – indstøbt antropolog – er at beskrive, »hvordan antropologien og det frit uddannede sind kan bruge viden i den menneskelige friheds tjeneste (den globale frihed – ikke kun den amerikanske).« Han har, synes han, »noget at tilbyde, som kan hjælpe med at stabilisere tilværelsen for det irakiske folk, og som kan hjælpe med at få mine venner hjem.«

Man fornemmer et behov for at retfærdiggøre sig selv, og det er ikke tilfældigt. Den vare, Griffin tilbyder, er stærkt omdiskuteret. Sædvanligvis tørre antropologiske tidsskrifter er spækket med lidenskabelige og polemiske indlæg under titler som Antropologer som lejesoldater? – langt de fleste imod Griffin og hans forgængere på området, og blogosfæren er rødglødende af aktive debat-tråde. Det er der mange grunde til – nogle har med antropologiens egen oprindelse at gøre, andre med USAs krigshistorie – mere om det senere.

Pentagons nye værktøj hedder The Human Terrain System (HTS). Det er en titel, der tager udgangspunkt i terrænet som operativt område – veje, huse, ørken, bjerge – denne gang er det blot det bløde menneskelige socio-kulturelle væv, der skal kortlægges og gøres operativt. Og hvem er bedre til det end de bløde samfundsvidenskaber?

Kernen i Human Terrain System er en stor fælles vidensbank med etnografiske og økonomiske data, samt små fem-mands-teams inklusive antropolog, som sendes med hver brigade ud i krigszonen. Tanken bag er at råde bod på det amerikanske militærs mangel på indsigt i, hvad det er for et land, de er marcheret ind i, som en række militærfolk noterer i Military Review. At trampe ind på den måde uden at besidde den mindste etnografiske viden svarer til at ville bygge et hus uden at bruge tommelfingrene, mener Dr. Jacob Kipp og hans kolleger. Det er spild af tid og kræfter. På slagmarken fører den slags til tab af menneskeliv, både civile og militære. Desuden ender det temmelig sikkert i en fiasko, der har alvorlige geopolitiske konsekvenser for taberen, mener militærfolkene.

På den måde er antropologerne altså blevet militærets tommelfingre, og det er da også endnu en antropolog, Montgomery McFate, der har leveret tankegodset til HTS, mens det forudgående felt- og benarbejde er udført af en af general David Petraeus’ nærmeste rådgivere, den australske militærmand David Kilcullen, politolog med etnografisk feltarbejde i Java og Østtimor bag sig. Tilmed har begge bidraget til en meget omtalt manual for oprørsbekæmpelse, FM 3-24.

Det handler ifølge Kilcullen firkantet sagt om at forstå oprørerne på den ene side og lokalbefolkningen på den anden, så man kan opløse og sprede den ene gruppe, mens man kan samarbejde og stå på god fod med den anden. Banalt – og vel al befrielseskrigs og genopbygnings ABC, skulle man mene, men her sker der to ting. For det første er der en udbredt modstand mod Bush-regeringens fremfærd i Irak-krigen, og i den akademiske verden bliver denne modstand til et lag af utilfredshed, som lægger sig oven på kritikken af »bevæbningen af antropologien«, siger en af de førende kritiske røster, David Price, St. Martins University i Washington, til Weekendavisen.

For det andet er det netop banaliteten i Kilcullen og Co.s pædagogiske grundsætninger, der får folk som antropologen Roberto Gonzalez til for et par måneder siden at ryste måbende på hovedet i Anthropology Today: Er det virkelig dét, de vil? Gammel koloni-antropologi, struktur-funktionalistisk tilgang og antikverede kulturbegreber fra dengang »en kultur« var noget afrundet, man fik i vuggegave, ligesom et Dagmarkors, og så holdt den sig ellers uforandret de næste 80 år.

Marcus Griffin griber tastaturet i træningslejren, hvor han venter på at blive sendt til Bagdad, og skriver til Gonzalez, at faktisk er hverken manual eller Human Terrain System skrevet til eller for politikere, men for soldater. Det er politikerne, der beslutter, om man skal i krig. Soldater har bare at udføre ordren. Og når soldater har brug for banaliteter, er det, fordi du, Gonzalez, og jeg har svigtet: Det er vores ansvar som videnskabsmænd og formidlere, at det ikke er lykkedes at udbrede budskabet til de unge amerikanere, mens de stadig gik i skole, skriver Griffin.

Montgomery McFate, der i en årrække har rådgivet det amerikanske forsvar og er kendt for artikler som Det militære udbytte af at forstå modstanderens kultur, er enig med ham. Hendes standpunkt er, at det for hende som antropolog er mere etisk at uddanne soldaterne end at blive på sit kontor og skælde dem ud. Hun opremser en lang række eksempler på, hvad hun kalder »enorm uvidenhed« hos både styrker og ledende militærfolk helt ned på symbolplanet. Et sort flag betyder ikke, at man erklærer krig, og når en lokal shia-muslim har et sådant hængende på sit hus i en religiøs anledning, betyder det ikke, at forbipasserende amerikanske soldater må plaffe løs. En lokal sheik, der går ind i en amerikansk soldats intimsfære, mens han råber højt, er ikke ved at lægge op til kamp – han argumenterer, så hold skydevåbnet nede. Som land er vi desværre ofte vores egen værste fjende, mener McFate.

Og dét har hun ret i, selv om hun ikke har ret i ret meget andet, mener en af hendes kritikere, David Price:

»For en amerikansk antropolog er balancen mellem at hjælpe lokalbefolkningen i Irak og at rådgive sin egen nations militære ledere og soldater i bedste fald næsten umulig, i værste fald kan den føre til katastrofer,« siger Price til Weekendavisen.

»Det er ikke klart for mig, hvornår antropologien går fra at være noget, der bruges til at uddanne soldater, så de ikke overreagerer og slår folk ihjel, til at blive et redskab, der skal få en ulovlig militær besættelse til at glide nemmere ned,« siger Price.

På begge sider af diskussionen handler det om etik. For kritikerne undergraver samarbejdet med militæret hele den antropologiske profession og lægger gift for fremtidigt feltarbejde. På websitet antropologi.info mener Theresa Rosado, at antropologer har aflagt en slags hippokratisk ed over for deres informanter, som lægerne over for deres patienter, og at al brug af den opnåede viden til andre formål end det fælles bedste er uetisk. Desuden vil antropologer nu fremover blive mødt med mistro, som om de var spioner.

Sådan har det jo været til stadighed, siger Griffin; jeg er altid blevet modtaget med skepsis, når jeg er kommet på feltarbejde, der har aldrig været en eneste informant, som jublede ved synet af antropologen. Og for ham, McFate og Kilcullen er det uetisk ikke at dele ud af sin viden, når man nu har den, og på den måde medvirke til, at færre bliver slået ihjel og flere får det bedre.

Antropologi skal bestemt bruges af beslutningstagerne, siger David Price, men den må ikke få karakter af hemmelig viden, der bruges til formål, vi ikke kan gennemskue. »Det, de laver, er da antropologi, men det har en bagage fra kolonitiden og fra nogle gamle krige, mange antropologer siden har stillet sig kritisk overfor,« siger Price.

Her tænker han blandt andet på Vietnam-krigen, hvor antropologer også indgik i et stort tænkt, men mislykket og stærkt kritiseret projekt, CORDS, der havde til formål at skaffe og operationalisere intim viden om lokalbefolkningen, så denne kunne vindes for amerikanerne. Han erkender, at hele diskussionen bærer præg af antropologiens forhistorie som kolonimagternes hjælper, og at det er en byrde, man aldrig helt kan lægge bag sig. Også under Anden Verdenskrig trådte adskillige antropologer til, både i nazisternes tjeneste, hvor de hjalp med at formulere racelove og registrere jøder og romaer før udryddelsen, og i de allieredes tjeneste, hvor flere fagfolk blev presset af de amerikanske myndigheder til at levere viden, som skulle hjælpe med at udtænke en racespecifik metode til at få has på japanerne. Price har en bog på vej om dette engagement.

Der er også noget andet på spil. En del af diskussionen er hysteri og skyldes simpelthen, at antropologer er kommet i søgelyset, mener Laura McNamara, antropolog med ti år i forskellige dele af det amerikanske forsvar bag sig.

»For det første kæmper vi med arven efter Vietnam, som gør os bekymrede for, om vores forskning kan misbruges. For det andet skal vi finde vores ben efter Den kolde Krig. Hvad var der at sige for en antropolog om en konflikt mellem to supermagter? Men i takt med, at definitionen på, hvor truslen kommer fra, ændrer sig, og de temaer, der er i fokus, er etnisk konflikt og religiøs krig, bliver der lagt mærke til os, og det gør en masse antropologer nervøse,« siger McNamara til Weekendavisen.

Med kolonitiden i baghovedet har antropologer gjort det til en dyd at stille sig på underhundens side, og vi er så skeptiske over for dem, der bestemmer, at vi konstant går og holder øje med, om faget indgår i magtmisbrug, siger hun. Det var den nerve, der blev ramt af en lægtehammer, da Seymor Hersh for tre et halvt år siden i The New Yorker skrev, at Abu Ghraib-torturen var resultatet af en bevidst Pentagon-beslutning, og, som han nævnte i en bisætning: et centralt værk var en gammel bog om skam, tabu og sex, The Arab Mind, skrevet af en antropolog.

Det bredte sig som en løbeild i antropologkredse. Her var der syn for sagn: militæret misbrugte antropologisk viden til at begå overgreb. Siden vedtog den amerikanske antropologforening en resolution mod netop dette, og der blev nedsat en ad hoc-komité med blandt andre Laura McNamara, som fik til opgave at se på det arbejde, antropologer går og laver. På egen hånd så hun også nærmere på koblingen mellem antropologi og tortur.

Til det formål har hun læst sig igennem bunker af militærpapirer og interviewet antropologer og militærfolk – men hun har også talt med Seymour Hersh. Den berømte journalist blev chokeret over at høre, at hans bisætning havde ført til resolution og selvstændigt opgør i det akademiske miljø. Og han kunne fortælle, at han slet ikke har påstået den slags i artiklen: han citerer en unavngiven akademiker for, at The Arab Mind var blevet en bibel blandt neokonservative i Washington.

»For myndigheder er det utrolig let at afvise kritik. Derfor er det vigtigt for mig, at den kritik, der fremføres fra os som videnskabsfolk, er dokumenteret. For Hersh var det afgørende, hvordan regeringen skabte de rammer, der muliggjorde torturen, samt den etnocentrisme, dette var udtryk for. Ikke om etnografi blev brugt som torturgrundlag. Det siger lidt om faget, at vi endnu ikke er nået til den meget vigtige debat om, hvorfor det, der fandt sted i Abu Ghraib fra oktober til december 2003, var så kulturelt specifikt,« siger McNarama.

Tilbage står, at der måske fremfor alt er tale om en kløft mellem antropologi som videnskab og som værktøj – det har aldrig lydt kønt i et forskerselskab, når en praktiker argumenterede for at give nogen kulturkurser. Og så er der selvfølgelig lige det med krigen.

Men som den danske forsker Henrik Breitenbauch fra Dansk Institut for Militære Studier siger, så er det et stort skridt i den rigtige retning, at amerikanerne prøver at gå nye veje:

»Set over lang tid vil det samlede velfærdsniveau i verden vinde ved, at det amerikanske militær kommer til at forstå tingene mere holistisk.«

''Kilder bl.a.: www.marcusgriffin.com, www.savageminds.com, www.chronicle.com, www.antropologi.info, www.usgcoin.org (manual for oprørsbekæmpelse), www.smallwarsjournal.com

Roberto J. Gonzalez: Towards Mercenary Anthropology? Anthropology Today 23, 3, june 2007.

Seymour Hersh: The Gray Zone. How a secret Pentagon Program came to Abu Ghraib. The New Yorker, May 24, 2004.

David Kilcullen: Ethics, Politics and Non-state Warfare. Anthropology Today, 23, 3, june 2007.

Jacob Kipp et al: The Human Terrain System: A CORDS for the 21st Century. Military Review sept.-oct. 2006.

Montgomery McFate and Andrea Jackson: An Organizational Solution for DOD's Cultural Knowledge Needs. Military Review, July-August 2005.

Montgomery McFate: The Military Utility of Understanding Adversary Culture. Joint Force Quarterly, 38.

Montgomery McFate: Building Bridges or Burning Heretics? Anthropology Today, 23, 3, june 2007.

George Packer: Knowing The Enemy. Can social scientists redefine the »war on terror«? The New Yorker, Dec. 18, 2006.

David H. Price: Anthropology and total Warfare: The Office of Strategic Services' 1943 'Preliminary Report on Japanese Anthropology'. Anthropology in Action Vol. 12, 3, 2005.

David H. Price: Anthropologists as Spies. The Nation, Nov. 20, 2000.

Matthew Stannard: Montgomery McFate's Mission. San Francisco Chronicle, April 29, 2007.''

http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070921/IDEER/109210084