Alle nabokriges moder
Danskerne er deres egne værste urostiftere og terrorister, når uenigheder om hække, stakitter og træer bryder ud i lys lue. Naboer mishandler hinandens kæledyr, kører hinanden over og det er sågar endt i mord. Hække og hegn er vokset os over hovedet.
Af Morten Beiter, Berlingske Tidende, 17.9.06
Saddam Hussein tog fejl, da han udråbte den første golfkrig til arnestedet for fremtidig ufred på jord. Kimen til splid ligger som altid begravet dybt i menneskets natur, og de fleste af os er bærere af den og kan blive ofre for den.
Ikke mindst i fredens oase Danmark - hvor man ellers beskuer verdens gang som publikum i en biografsal med civilisationernes sammenstød kørende hen over lærredet kun afbrudt af små ture til kiosken for at hente flere chips - har vi selv Alle Kriges Moder, nabokrigene, inden for døren.
I lille Danmark, hvor vi ikke har bjerge, som gør os i stand til at stige op og beskue vores egen lille parcel nede i dalen ved siden af alle de andre parceller, men i stedet er evigt dømte til at stirre ind i hækken, som var den verdens ende med kun jætter på den anden side.
Og der er vel at mærke hverken tale om ulmende etniske, religiøse eller politiske konflikter, men nabokonflikter mellem folk, der som regel har den samme brune sovs i årerne.
Man kan grine ad nabokrigene, når man ikke selv er indblandet, og det gør vi da også, højt og uopfordret, men forskanset bag mure, stakitter og hække er vi vore egne værste terrorister og urostiftere. Set i mikro-makro perspektiv foregår der på ligusterplan nogenlunde det samme mellem danskere som mellem stridende lande og grupper. Det kan lyde som en overdrivelse, men det er det billede, som toner frem, når man pløjer de sager igennem, som er beskrevet i dagspressen i de sidste seks år, og som kun repræsenterer den øverste, dramatiske top af isbjerget. Resten består typisk af naboer, som er holdt op med at hilse på hinanden og i realiteten har erklæret hinanden for socialt døde.
En stille, usynlig kold krig på de danske villaveje.
Men når krigen indimellem bliver varm, bliver der i stedet for raketter kastet ølkapsler, afgnavede grillben og dræbersnegle ind over gærdet, og naboens træer bliver fældet, og kæledyr bliver mishandlet eller myrdet med koldt blod. Og når det helt går over gevind, kører folk hinanden over med deres firhjulstrækkere og Porscher, og det ender i mordtrusler og enkelte tilfælde i mord. Enkeltsagerne glemmer man hurtigt i det daglige nyhedsbombardement. Men stykket sammen og læst som én historie er det et dyk ned i danskhedens dunkleste indvolde, som de humoristisk og med sans for det groteske blev beskrevet i Christensen/Panduros klassiker »Naboerne« fra 1966. Det var mange år før, Per Hækkerup udtalte, at »når folk først får deres egen havelåge, er de ikke til at holde i Socialdemokratiet«.
I Århus sidder konfliktforsker og antropolog Anne-Marie Christensen, der som den eneste beskæftiger sig akademisk med nabokonflikter i Danmark. Hun var på vej ud i verden for at studere indianere i Sydamerika, da hun blev fanget af det eksotiske i sin egen stamme.
Gennem tre år fulgte hun sagerne i hegnssynet i Århus Kommune på nærmeste hold og interviewede de stridende parter, og i dag tøver hun ikke med at kalde danskerne for »kulturelle analfabeter« med hensyn til at løse konflikter.
»Alle kulturer har forestillinger om, hvordan man skal opføre sig over for hinanden, og hvad et godt fællesskab er. I Danmark handler det meget om, at vi alle er lige og mener det samme. Forestillingen om et godt fællesskab kan ikke rumme konflikt. Så når du møder en nabo, som kommer dig på tværs, så siger du ikke: »Det er egentlig træls, du parkerer din bil dér, men du er meget flink«. Man siger i stedet: »Du er bare en idiot«. På den måde er vi nogle kulturelle analfabeter,« siger Anne-Marie Christensen.
Fra den første uoverensstemmelse bevæger en nabokonflikt sig ofte ind i en spiral, hvor forholdet forværres. På et tidligt tidspunkt hører al kommunikation op, man hilser ikke på hinanden længere, men søger måske alliancer blandt andre naboer og gør alt for at forklare sig selv og andre, at det er naboen, der er sindssyg, og at man selv har gjort alt, hvad man kunne.
»I samtlige sager, jeg har fulgt i Århus, er der ikke ét tilfælde, hvor en af parterne har indrømmet sin egen skyld i det dårlige forhold. Ikke én har stillet sig selv spørgsmålet om, hvad der er min andel i det her. Det synes jeg er skræmmende,« siger Anne-Marie Christensen:
»Fordi vores forestilling om det gode fællesskab ikke kan rumme elementet konflikt, så opstår der et kulturelt dilemma, som gør, at de alle sammen snakker om, at »uh, det er så forfærdeligt, og naboer burde kunne finde ud af det, men lige med ham herovre, han er bare en idiot, så det kan ikke lade sig gøre«.«
Længere inde i spiralen ligger de fysiske overgreb på modpartens ejendom og slagsmål mellem naboerne, og et par gange inden for de sidste seks år er det endt med, at den ene nabo har slået den anden nabo ihjel.
Sagen i maj 2000 fra et sølvbryllupskvarter i Smørumnedre i Københavns omegn går hele den bitre vej:
»Jeg har skudt Børge, men ikke hans kone, for hun har ikke generet os,« sagde en 58-årig førtidspensioneret kommuneassistent ifølge Ekstra Bladet i telefonen til politiet. Han havde lige været inde ved siden af hos sin 76-årige nabo, en pensioneret distriktschef fra et oliefirma, for at løse problemet. Gennem ti år havde de to naboer ligget i krig med hinanden på den blinde vej, hvor 70er-villaerne ligger pænt ved siden af hinanden. Voldsom beskæring af træer, kast med sten mod ruder, blomster der blev revet op og plakater med smædeskrivelser mod naboen.
Men da den førtidspensionerede kommuneassistent blev ringet op i sommerhuset af en anden nabo, som fortalte, at Børge var ved at ødelægge nogle af hans tujaplanter, som voksede i skellet ind til hans carport, og at han havde hængt nye smædeskrivelser op på carporten, betalte den tidligere kontormand 800 kroner for en taxatur fra Kalundborg til Smørumnedre, og da han kom hjem, fandt han sit gamle jagtgevær frem og gik ind ved siden af. Politiet fandt naboen død i sin stol foran fjernsynet, dræbt af et skud i brystet.
Sagen er chokerende og enkeltstående, men viser alligevel, hvor langt et almindeligt menneske kan gå, hvis det følger sine instinkter.
Og en nabostrid behøver ikke udvikle sig længe, før det på et eller andet plan kribler i fingrene efter at udslette den anden fysisk. I Århus har en advokat i en nabokrig i et idyllisk villakvarter i Højbjerg for eksempel fået forbud mod at nærme sig sine naboer i fem år, fordi han havde kastet med sten efter dem og kørt hasarderet på vejen, så børns og voksnes liv kom i fare. Alene i 2005 modtog politiet 70 anmeldelser mod advokaten, ifølge Århus Stiftstidende. Og sidste forår fik en anden beboer på vejen en betinget dom på 30 dages fængsel for at have kastet en isklump efter advokaten, da han foretog, hvad der blev opfattet som endnu en fingeret påkørsel.
Spørger man chefpsykolog Arno Norske om, hvordan det kan gå til, at tilsyneladende banale uenigheder om klipning af hæk eller parkering kan udløse så voldsomme følelser i et folk, der ellers betragter sig selv som et af de fredeligste i verden, slår han en stor latter op. I seks år var han medlem af kommunalbestyrelsen i Glostrup og sad samtidig i kommunens hegnssyn, som har myndighed til at mægle og afgøre stridigheder blandt naboer.
»Jeg husker en mand, som følte stor smerte over, at naboens nye carport var kommet til at rage ti millimeter ind på hans grund. Han havde ingen gener ved det, men følelsen af, at der var begået en uret imod ham, var mere end han kunne bære. Sådan er det. Løgn og uretfærdighed kan vi ikke tåle. Selv om det bare er ti millimeter, opfattes det som et overgreb, for du går ind og tager noget fra mig. Og hvor stopper du henne? Kan jeg forvente, at lige pludselig så ligger du oven på min kone? Det er det, der sendes gennem vores centralnervesystem. Dybest set kan man sige, at man måske bliver småsindssyg. Folk bliver faktisk småpsykotiske. I nogle tilfælde helt psykotiske. Og så er der nogen, der er psykotiske i forvejen.«
Siden Christian IVs tid har man forsøgt at tage hånd om stridende naboer med hegnssynsordninger. I dag kan man indkalde et hegnssyn, som forsøger at mægle og i sidste ende har bemyndigelse til at afsige kendelse. Hos foreningen af hegnssyn behandler man samlet omkring 1.800 sager årligt, og det tal er stabilt, oplyser foreningens formand, Helge Sølgaard, som ikke kender til hegnsyn i andre lande.
»Men jeg har lagt mærke til, at folk er blevet mere rethaveriske i de 16 år, jeg har været med.«
Et hegnssyn begynder typisk med, at hegnet bliver set på fra begge sider, og det er som regel grænseoverskridende for naboerne at komme ind til hinanden, hvor de aldrig har været før.
»Nogle vil ikke engang med ind til naboen. Men det skal de. »Hvis vi skal løse problemet, skal I også se, hvad problemet er,« siger jeg til dem. Senere sætter vi os ned, og parterne får lov at skyde på hinanden. Og her kommer der indimellem saft på suppen. Når først den ene får sagt lidt, og den anden får sagt lidt mere, så kommer esserne på bordet, og det handler ikke altid om hegnet, men om alt muligt andet. »De har jo altid været et dumt svin« og sådan noget. Nogle gange er der øretæver i luften, eller lovning på dem, når vi er taget af sted. En del af forklaringen er ganske givet, at hækkene er så høje i dag, at folk flytter ind og måske kun får kontakt med hinanden på en skæv måde, når der er noget med hegnet. Folk har jo ikke brug for hinanden længere, som de havde engang. Selv i landsbyerne arbejder folk ude og har det samme forhold til hinanden som folk i storbyerne,« siger Helge Sølgaard, som selv er operativ i Søllerød Kommune.
I Århus er Anne-Marie Christensen ved at lægge sidste hånd på sit magisterspeciale om forhold mellem naboer i Danmark. Ved siden af har hun taget en uddannelse som konfliktmægler ved Center for Konfliktløsning i København og er også begyndt at mægle i nabostridigheder og andre konflikter.
»Ofte er en konflikt bygget op på misforståelser og plastret til med fjendebilleder. Det er et meget følelsesladet og intenst rum at bevæge sig ind i. Men når misforståelserne bliver afmonteret, dør fjendebilledet, og så er det ret smukt at se, at der er noget i et vredt menneske, som er større end vreden. Det at række ud og slutte fred. Men der er ikke mange naboer, som vil betale de 1.200-1.500 kroner, en mægler tager i timen,« siger Anne-Marie Christensen.
Hun har indimellem siddet med grædende naboer, som i interview-situationer har givet følelserne frit løb efter års kold krig.
»Det er mest mænd, som er brudt sammen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de bagefter indgår et forlig med deres nabo. De kan godt vågne op næste dag og lade det fortsætte. Når du først er kørt op i den der retorik, er det svært at holde op. Så er det ikke dig, der kører konflikten, men konflikten, der kører dig. Jo mere du spræller, jo mere hænger du fast i nettet. Og inden du ved af det, bruger du alle dine aftener på at sidde og hade den anden.«
Nyttigt at tænke på, nu hvor hækken snart skal klippes for sidste gang i år.
www.hegnsyn.dk
www.konfliktloesning.dk
www.konfliktraadgivning.dk
